Om folkeopdragelse og intellektuel indavl
Uriasposten bragte i går en interessant transskribering fra DR P1.
Jeg kan kun nikke genkendende til den folkeopdragelse som Kim taler om. Som søn af to tidligere Københavner-kommunister af den mest radikale slags var jeg meget tilbøjelig til at sluge skiftende folkeskolelæreres særdeles venstreorienterede fremstilling af historien. Jeg husker den lange gennemgang af den franske revolution med den fantastiske, heltemodige, undertrykte menigmand der gør oprør mod overklassen. De meget blodige henrettelser sprang man selvfølgelig let hen over - og ikke et ord om den russiske revolution, tak. Til gengæld en masse om hvor forfærdeligt man behandlede den oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika.
Det er ikke det faktuelle der fejler noget, som sådan. Det er vinklingen og udvælgelsen som dårligt kan undgå at blive påvirket af den udvælgendes politiske standpunkt. For det som man selv synes er vigtigt er jo netop det man bygger sin ideologi på - det er jo det der har formet ens egen historiske forståelse. Selv historieprofessorer evner ikke at se historien i et politisk neutralt lys, som vi ved fra Uriasposten.
Så det kan vel ikke overraske nogen at min politiske indstilling da jeg nærmede mig mit 16. leveår var nærmest rødglødende. Jeg tror endda det overraskede mine forældre, for de var trods alt ikke helt ubekendte med socialismens uhyrligheder - men det var deres søn. Og de påtog sig naturligvis ikke opgaven at oplyse mig.
Heldigvis blev jeg klogere og jeg har sidenhen tilegnet mig mere viden om socialisme i praksis end de fleste historiestuderende nok orker. Og konklusionen er klar. Forestillingen om at mennesker rummer en indre godhed man kan fremavle og indoktrinere frem er forkert.
Efter min mening er der kun to slags motivation der er stærke nok til at bygge et samfund omkring (og kynikere ville nok mene at der kun er én):
- Forventningen om at man får noget til gengæld for sit arbejde (løn, mad, sex, tryghed eller andre fornødenheder)
- Nære, personlige forhold og ønsket om at styrke og bevare dem
Stort set alle krigshistorierne fortæller om det - hvordan det, når kugler og blod flyver, ikke er loyalitet over for flaget, præsidenten, kongen eller nationen der driver en, men loyaliteten over for fællen, soldaten ved siden af og håbet om at se familien igen der driver en til overmenneskelige præstationer.
Der ud over er frygten for eget liv også en stærk motivation, men nok ikke en der er velegnet at bygge et samfund op omkring.
Det er dét man som borgerlig må have for øje. Man er nødt til at først erkende hvor selvisk man er før man kan gøre noget der er uselvisk.
Uriasposten » Blog Archive » Ritt Bjerregaards ideologiske folkeopdragelse
